Karen Glistrup
 

Vi hyrede Karen Glistrup til at komme og holde oplæg for vores nøglepersoner i kommunen i forbindelse med etablering af et gruppetilbud til børn, der vokser op i familier m misbrug af alkohol og andre rusmidler. Vi havde behov for inspiration til hvordan vi som professionelle voksne kan komme i kontakt med børn og deres forældre, når bekymringen bl.a. drejer sig om forældrenes forbrug af alkohol, et emne, som for mange (også fagfolk) er tabu, fordi det kan virke græseoverskridende at ’blande sig’ i folks vaner.
 
Det blev en rigtig fin temadag, hvor Karen bidrog med sit nærvær og sine vigtige budskaber. Vi blev blandt andet bevidstgjorte om, at vi som fagfolk kan være styret af den politiske målsætning om at der nu skal etableres et gruppetilbud, og i den forbindelse komme til at glemme at frontløberne, vi/de, der arbejder ude blandt børnene i hverdagen, har en vigtig opgave med at være tydelige, nærværende og modige ift. at få sagt noget, som børnene kan skabe mening ud fra. Så frem for at lede efter børn der passer til vores gruppetilbud, må vi øve os på at snakke med de børn vi møder i vores hverdag på en måde, så dét nogle af dem oplever derhjemme bliver aftabuiseret, og på en måde, så de føler sig inviterede til at snakke med os om det.
En anden vigtig pointe var, at børn selvfølgelig kun kan hjælpes i det omfang kontakten til deres forældre rækker til, underforstået at børn jo er loyale og stiller sig sammen med forældrene, hvis de (forældrene) oplever sig ’angrebet’ af vores bekymring. Derfor er kontakten til forældrene afgørende for, hvad vi kan tilbyde børnene i forn af fx et gruppetilbud. Karen Glistrup foreslår, at et gruppetilbud til børn først tilbydes, når der har været afholdt familiesamtaler, hvor forældre og børn sammen med den professionelle, får løsnet op for at tale om det der er svært i familien. En indledende samtale med forældrene allerførst, hvor børnene ikke deltager, giver den professionelle mulighed for at danne sig et indtryk af familiens dynamik og historik, og kan derfor hjælpe fagperson og forældre til at bringe det ind i familiesamtalen (hvor børnene deltager), som vil give mening for børnene. Efter en eller flere familiesamtaler, vil børnene have øgede forudsætninger for at få udbytte af fx et gruppetilbud, idet de ved, at forældrene kan støtte op om at der bliver talt om det, der er svært og at det derfor er ok, at de deler det i en gruppe med andre børn.
Ud over diverse oplæg, lavede Karen en rollespilsøvelse med os, hvor vi i to hold først reflekterede over hhv. fagpersonens og forældrerens tanker og følelser i forbindelse med den indledende samtale ved en bekymring. Det var meget brugbart først at være delt i to hold og reflektere i fællesskab for dernæst at blive sat sammen parvis med mulighed for at prøve rollerne af. Denne trygge måde at lave rollespil, kunne med fordel have været gentaget flere gange i løbet af dagen, da det er her vi for alvor mærker, hvad det er, der er svært at snakke om.

Venlig hilsen

Britt Lyneborg Lassen,
autoriseret psykolog og familieterapeut

Få besked om kurser og foredrag. Tilmeld Nyhedsbrev:  Navn    Email