Hvor ligger skillelinien mellem det personlige og det faglige?
Grænsen er ikke klar, idet jeg nødvendigvis må bruge min personlighed og mine dybt personlige værdier i mødet med de mennesker, jeg tilbyder mine faglige kompetencer.
Helt tilbage fra min barndom, skole- og ungdomstid har jeg samlet indtryk og erfaringer om, hvad der kan skabe sund eller usund prægning af mennesker. Fra mit barndomshjem er jeg næret af megen kærlighed. Men også i en kærlig familie bliver vi præget af samspil og ubalancer mellem forældre og børn. Det gælder selvfølglig også mig.
Jeg blev til et menneske, der insisterer på åbenhed om dét, som sker mellem os mennesker. Og jeg er optaget af, at vi skal være troværdige og behandle hinanden ordentligt – forsøge at finde forståelse og fred med hinanden. Dette ønske har været min drivkraft til at dygtiggøre mig og til at være med til at ’gøre en forskel’.
Jeg er gift med Knud, som jeg har levet sammen med siden 1979. Vi er til stadighed optagede af at give vores samliv de bedste betingelser. Som de fleste andre par kan vi opleve, at kommunikationen får ’dårlige vaner’ og respekten bliver klemt.
Vi deltog i en årrække i en par-gruppe: ’Kærlighed og kommunikation’ hos livsfilosoffen Asta Fink. Her erfarede vi, at det er muligt at kommunikere om konflikter uden at være i konflikt. At vedligeholde vores kærlighed ved at tage på kursus et par weekender om året har været en god investering. Vores forskelligheder ser jeg faktisk i dag som en gave ( ... de fleste dage ;)
Knud afsluttede i sommeren 2014 sin 35 årige karriere som en glad lærer i folkeskolen. Han har altid været optaget af at skabe en god skoledag for børnene med indhold til både hjerne og hjerte. Nu møder han nogle af sine kære børn i en lektieklub.
Sammen har vi to voksne sønner. Begge har lært os meget om, hvad de har brug for... og ikke har brug for! Jeg spørger dem gerne til råds og får ofte et klart svar. De har begge valgt lærergerningen :)
Da Knud og jeg for mange år siden havde en krise i vores ægteskab, valgte vi at delagtiggøre vores børn i situationen. Trods det, at drengene kunne blive urolige, var vi forvissede om, at de kunne mærke den dårlige stemning, og var bedre stillede ved at vide, hvad det handlede om. Vi arbejdede med sagen, men kendte ikke til udfaldet. Begge drengene reagerede spontant: ”Tak fordi I siger det til os!”
Respekt er at tale med børnene om dét, de alligevel mærker
Den yngste af vore sønner har en medfødt hjertefejl og han har både som 5- og som 18-årig været igennem store og vellykkede operationer. Truslen, frygten og glæden har haft betydning for os hver især og for vores relationer til hinanden.
cvr: 28064209
